ole_rubin_tc3b8mrer

Rubin Træhuse er inspireret af kolonitiden

Ole Rubin er både indehaver, mester og svend i Rubin Træhuse. Han er uddannet snedker i 1991 og har siden arbejdet som tømrer i hele Danmark og Tyskland. Ole Rubin siger:

“I 2003 købte jeg en naturgrund tæt på Ebeltoft sammen med min familie. Vi tegnede et hus, der passede til den skrånende grund med høje træer. Vi tog alle en pause fra arbejdslivet og børnehaven, mens vi boede og byggede på grunden. Alle deltog i byggeriet - vi ændrede livsstil.”

“Da huset stod færdig i 2005 etablerede jeg Rubin Træhuse. Jeg blev selvstændig tømrer uden medarbejdere. Jeg har et tillidsfuldt samarbejde med andre håndværkere, der arbejder på samme måde og med nogenlunde samme værdigrundlag,” siger Ole Rubin.

Ole Rubin blev i 2010 færdig med at bygge et sommerhus på Mols til sin familie. Huset er inspireret af kolonitidens træhuse ligesom boligen i Ebeltoft.

“Interessen kommer fra rejser til Caribien, New Zealand og Afrika, hvor der stadig er mange træhuse i kolonistil. Jeg synes, huset bliver noget særligt, når man tilføjer små detaljer som mange vinkler, udskæringer og overdækkede terrasser,” siger Ole Rubin.